URL of this page is www.skeptron.uu.se/broady/sec/

HTML-version av sammanfattning av samt Staf Callewaerts förord i Stinne Glasdam, Inklusion og eksklusion af kræftpatienters pårørende i en onkologisk klinik, Forlaget PUC, Viborg (Danmark), under utgivn. 2003, dvs. bokversionen av den avhandling som Stinne Glasdam 2003 försvarades vid Københavns universitet.

Sammanfattning av Stinne Glasdam, Inklusion og eksklusion af kræftpatienters pårørende i en onkologisk klinik, Forlaget PUC, Viborg (Danmark), under utgivn. 2003.

Dansk resume

Min tese i dette studie er kort og godt, at kræftpatienters pårørende er udelukket fra den onkologiske klinik til trods for diverse marginale forsøg og tiltag på at inkludere dem, f.eks. i forskning vedrørende såvel pårørende som kræftpatienter, og i politiske, fagpolitiske og administrativt regi. Mine metodiske overvejelser i afhandlingen kan ikke adskilles fra mine overordnede teoretiske betragtninger, hvor Bourdieus begreber om habitus, kapital og felt gennem hele processen i afhandlingens tilblivelse må betragtes som en overordnet måde at tænke og arbejde på, både når empiri indhentes, konstrueres og analyseres.

Først har jeg gennem beskrivelse og konstruktion af feltstrukturen konstrueret den plads, hvorfra agenterne i den onkologiske klinik tænker, taler og handler. Derefter har jeg gennem interview søgt at vise, hvordan denne historiske udelukkelse af kræftpatienters pårørende materialiserer sig set fra læger, sygeplejersker, patienter og pårørendes fortællinger. Jeg forsøger her igennem at dokumentere, hvordan klinikken lader sig tænke, italesætte og gennemføre af de forskellige agentkategorier. Og her blev jeg nødt til at gå en omvej over agenternes udtalelser for at vise, ikke kun hvad agenterne i klinikken ytrer sig om, men indirekte også hvad de forholder sig til og beskæftiger sig med i klinikken, eksempelvis klinisk kontrollerede forsøg, stuegang, konference, administration, social kollegial tid og fri-tid, når de fortæller om deres dag i klinikken. Her blev det igen tydeligt, at de pårørende til kræftpatienter basalt er udelukkede i klinikken. Samtidigt blev det muligt at vise, hvilken plads de pårørende tildeles i klinikken og på hvilke præmisser, når de momentant lukkes ind af de professionelle agenter for at forsvinde ud igen, når missionen er fuldført.

Afhandlingen har undervejs fokuseret på ét aspekt af kræftpatienters pårørendes situation i den offentlige medicinske behandling af kræft i Danmark, nemlig hvilken plads har de pårørende i den onkologiske klinik. Spørgsmålet er relativt enkelt at besvare, nemlig kræftpatienters pårørende har stort set ingen plads i den onkologiske klinik. Hvad det beror på, er ligeledes relativt enkelt at svare på, nemlig at dagens kliniske medicin i princippet udelukker pårørende fra praktikker i klinikken. Et forhold som alle agenter, passive som aktive, på hver deres måde mere eller mindre synes er acceptabelt og respekterer, fordi det nu engang er “tingenes orden” i behandling og pleje i den medicinske klinik generelt og i onkologi specielt, som for en stor del er styret af en stor klinisk kontrolleret forskningsvirksomhed som erstatning for en egentlig behandling af kræftsygdomme, og hvor pårørende er ikke-inkluderet i denne forskningslogik.

Det centrale i afhandlingen er at belyse, hvordan det kan være, at agentkategorierne finder den vilkårlige orden i den onkologiske klinik acceptabel, og her arbejdes hele tiden med Pierre Bourdieus tese om, at et menneskes måde at opdele virkeligheden og orientere sig i den på, som man har fra sin sociale og kulturelle oprindelse og fra sin aktuelle livssituation, også virker orienterende for menneskets opførelse i andre sammenhænge, eksempelvis i professionelle sammenhænge eller når man indskriver sig som patient i den onkologiske klinik eller er pårørende til en patient i denne klinik. Dvs. at det, der hver for sig tilsyneladende kunne betragtes som vilkårlige opdelinger, som kunne være anderledes i det sociale rum, fra felt til felt, fra tilfælde til tilfælde, alligevel bliver struktureret på en homolog måde på en sådan måde, at alle opdelinger og orienteringer bekræfter og forstærker hinanden. Studiet viser, hvordan den underliggende virkning af agenternes klassehabitus er med til også at forme deres felthabitus helt frem til nogle forskellige varianter af typer inden for hver agentkategori. En del af forklaringen på, hvordan det kan være, at agenterne mere eller mindre accepterer og respekterer klinikkens orden med udelukkelse af kræftpatienters pårørende, udover grundlæggende økonomiske, politiske og sociale magtforhold, ligger i symbolske magtforhold, dvs. den sociale magi. En anden del af forklaringen er også, at alle agenterne er lukket inde i et selvbekræftende og selvforstærkende kredsløb af homologier, som danner klinikkens orden, og som gør, at selve ordenen aldrig stilles til diskussion af og blandt de dominerende, endsige de dominerede, agenter i den onkologiske klinik eller i forskning omhandlende kræftpatienters pårørende.

Förord av Staf Callewaert

till Stinne Glasdam, Inklusion og eksklusion af kræftpatienters pårørende i en onkologisk klinik, Forlaget PUC, Viborg (Danmark), under utgivn. 2003

Stinne Glasdams afhandling er den første af en ny serie af ph.d.-afhandlinger fra Bourdieu-programmet indenfor forskeruddannelsen på Det humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, som desuden bliver publiceret i en serie fra Forlaget PUC, Viborg Seminariet. Det sidste er meget naturligt, eftersom ikke bare Københavns Universitet, men også Viborg ph.d.-studiekredsen som foregår i samarbejde med Viborg Seminariet og Viborg Sygeplejeskole, har dannet baggrunden for dette intellektuelle arbejde. Gennem den første periode af samarbejdet er cirka 10 ph.d.-afhandlinger, som har været direkte eller indirekte knyttet til programmet, blevet forsvaret. Lektor Karin Anna Petersen har både i København og i Viborg delt ansvaret for denne forskeruddannelse med mig, selv efter at hun samtidigt blev ansat på Uppsala Universitet. Virksomheden kan ligeledes dokumenteres i en lang række oversættelser af Bourdieus værker samt gruppens egne publikationer.

Mange af disse ph.d.-afhandlinger er skrevet af forskere med baggrund i semi-professioner såsom lærere, pædagoger og sygeplejersker, som ofte er blevet undervisere på de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner inden for deres fag, eller fik mulighed for at forske på deres arbejdsplads.

Men arbejdet med forskeruddannelsen på Bourdieu-programmet har hele tiden været inspireret af en vilje til at bryde med en forskning, som var en forlængelse af den semi-professionelle virksomhed eller uddannelse. Det har været vores overbevisning, at det som savnes i dansk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning er ikke en orientering mod professionen, arbejdsgiverne eller brugerne, men en orientering mod streng videnskabelighed, i offentlighedens tjeneste og for at opretholde en kritisk videnskabelig bevidsthed om rigets tilstand, som i længden er den eneste kundskabsbase for engagement af forskellig slags, der holder.

Det betyder videre to ting. Nemlig at dette arbejde kom i gang længe inden, ministeriet tvang sin egen løsning frem, der går ud på gennem CVU-DPU/universitets konstruktionen at forhindre, at forskning og videnskab bliver en aktivitet, som disse miljøer selv udvikler, samt at holde dem fast på et mellempraktikker niveau. Vores valg har været det modsatte, og det har vi kunnet gøre i samarbejde med de såkaldte lokalmiljøer, som politikerne og universiteterne nu vil have kontrol over. Det betyder også, at vi har en anden tolkning af den såkaldte videnskabeliggørelse af mellemfagenes vidensbasis, som har været et anliggende de senere år. Ofte er dette blevet tolket derhen, at den viden, som altid allerede har styret praksis, er den egentlige videnskabelige viden, som allerede er dokumenteret og udtrykt i et akademisk sprog. Dvs. man er blevet videnskabelig gennem at omdefinere, hvad videnskab er for noget. Vi har valgt at gå den modsatte vej og forsøgt at forberede vejen for en ny kundskabsproduktion, som kan sammenlignes med sociologi, antropologi, lingvistik mv.

At vi først og fremmest har arbejdet med de teoretiske klassikere, og blandt vore samtidige med Bourdieu og Foucault længe før de blev populære, var helt enkelt, fordi vi behøvede en indgang til en bred diskussion af videnskabsteori, teori og metode, på tværs af alle fagene. Vores ambition var at kunne beskrive den sociale virkelighed på en måde, som ikke bare spejler deltagernes spontane eller ideologiserende selvforståelse, men som kan gøre krav på en form for bredt anlagt objektivitet for at kunne forklare, hvordan det kan være, at den sociale verden ser ud, som en verden, der står på sit hoved. Først da har man erobret et ståsted udfra hvilken, man kan samarbejde med praktikere og lave kontra-hegemoniske forsøg på at vende verden på sine fødder igen. Med denne ambition har vi arbejdet mod strømmen, men samtidigt har vi kunnet tilbyde et socialt rum, hvor man fik lov til at arbejde på denne måde med støtte af mere klarsynede ledende personer i miljøerne.

Stinne Glasdam havde allerede gennem en længere periode arbejdet med spørgsmål om, hvordan man kunne promovere pårørendes ansvar i sundhedssystemet, specielt i de onkologiske institutioner. Hun havde prøvet på at arbejde med enqueter, og hun havde skrevet et teoretisk orienteret kandidatspeciale. I denne ph.d.-afhandling prøvede hun at gå en anden vej. Gennem et historisk og socialt forstudie blev det muligt at vise, at pårørende på en ganske bestemt måde er blevet ekskluderet fra behandling i det, som vi i dag opfatter som den moderne institutionaliserede skolemedicin, præcis som forfædrene er blevet ekskluderet fra ansvar i skoleverdenen. Dette betyder, at man må se denne eksklusion, ikke som en konsekvens af en mere eller mindre tilfældig underprioritering, som er noget man kan reparere på, men som et strukturelt træk som kræver forandringer helt fra bunden, der virker næsten umulige under de givne rammer og vilkår.

I den bourdieuske tradition er man nærmest pålagt kravet om at arbejde empirisk, til forskel fra for eksempel Habermas, som arbejder mere filosofisk og Giddens, som arbejder essayistisk. Og derved har vi i København og Viborg i alle fald prøvet at kombinere direkte observation med enqueter eller interview for at garantere, at man på den ene side får fat i den mening, som har materialiseret sig, sådan som den er objektiv observerbar for udenforstående, men på den anden side også den mening som den agerende mener, han eller hun har lagt ned i sin praktik. Spørgsmålet var: Hvordan ser den hypotetiske eksklusion i den daglige praktiserede virkelighed på en onkologisk afdeling ud? Lad os prøve at høre, hvad læge, sygeplejerske, patient og pårørende siger om det her, men også observere hvad de rent faktisk gør. Men uden direkte at spørge til inklusion og eksklusion, men gennem at lade alle fire kategorier af agerende beskrive sit liv, sin oprindelse og baggrund, studier og arbejde, ægteskab og bopæl, sygdom og behandling, meninger og holdninger omkring hele dette felt. Tanken var at undersøge, om man kunne holde den generelle livsførelse og rollen som den aktive eller passive i behandlingsprocessen op overfor hinanden og se, om der fandtes homologier mellem begge dimensioner. Tanken var også, at disse homologier kunne pege på en og samme habitus, som kunne ligge bagved livsførelse og måden at være en del af et professionelt miljø på. I så fald ville det være mere forståeligt, hvordan noget så uforståeligt som de pårørendes (og også patienternes) eksklusion alligevel kan forekomme at være helt uproblematisk i en onkologisk klinik, til trods for at der findes nuanceforskelle mellem de forskellige kategorier og individuelle agerende. Det vil sige den stærkeste faktor, som opretholder en given orden, synes at være, at den uorden findes og findes naturlig, således at den bagvedliggende symbolske og materielle magt ikke behøver at træde frem.

Omstændigheder, som man ikke kunne forudse, gjorde, at det siden hen var umuligt at gennemføre observationsdelen af undersøgelsen. Men heldigvis var interviewdelen så bred og objektiverende anlagt, at det var muligt at analysere interviewmaterialet ikke kun som mere subjektive tolkninger, men i meget stor udstrækning også som førstehånds saglige beskrivelser. Og så skete der det, som man ikke altid vover at håbe på: Interviewmaterialet indeholdt, ikke bare alt det man behøver for en alsidig belysning af situationen, men deltagernes spontane kommentarer og tolkninger gjorde det muligt skridt for skridt at se, at hypotesen holder: Når man har taget plads i den onkologiske verden, som behandler eller patient, som lægens assistent eller pårørende, og underlagt sig de forhold, som mest uudtalt gælder, så forekommer det, om ikke helt naturligt så i hvert tilfælde uundgåeligt for stort set alle, at alt er som det er, at alt er som det plejer at være, og at alt er som det bør være. At omgås med en livstruende sygdom er bemestret i et ritual, som hver dag genopretter sig selv, til trods for at dets kerne er en abnormitet: At den logik som styrer hele virksomheden ikke er en behandlingslogik men en forskningslogik, og at man bl.a. derfor ikke har brug for de pårørende, andet end når forskning skal initieres, eller når forskning er kommet til vejs ende.

Stinne Glasdams afhandling er en vigtig præstation, først og fremmest som en afprøvning af hele denne måde at forske på i forbindelse med en svær problemstilling . Det er også en vigtig præstation som et forsøg på at analysere et kvalitativt interviewmateriale på en sådan måde, at man lader de agerende tale for sig selv, samtidigt med at de bekræfter den underliggende analyse. Afhandlingen har på mange måder været noget af et eksperiment, selv for mig som vejleder, eftersom der ikke fandtes entydige forbilleder at gå efter. Det har været en stor glæde, i en svær tid, i årevis at have samarbejdet med en modig, skarpsindig og klog kvinde, som er fantasifuld og har humor, og som tager sin del af den lidende verden på sig.

Det er min forhåbning, at denne ph.d.-afhandling, sammen med de tidligere ph.d.-afhandlinger fra Karin Anna Petersen, Tine Rask Eriksen, Per Geckler, Vibeke Schrøder, Kristian Larsen, Kate Hovgaard og Christina Hee, og de som inden for en kortere tidsramme snart publiceres i denne serie af Kirsten Beedholm, Marianne Johnsen og Vibeke Lorentzen, kan bidrage til at opretholde en lille dam mod flodstrømmen af forskning, som ikke længere anser det for vigtigt at være videnskabelig. Min forhåbning er også, at disse videnskabelige arbejder kan blive, ikke en rettesnor, men en reference og en inspiration for praktikken, som må skabes fra grunden på sit eget praktiske grundlag. Praktik er ikke anvendt teori, men uden teori har praktikken ingen at tale med, som kan sige den imod.

Staf Callewaert
Lund, november 2003

Författarens adress:

Stinne Glasdam, ph.d., cand.cur., sygeplejerske
Udviklingskonsulent
Sygeplejeskolen Vestsjællands Amt
Ingemannsvej 35
DK - 4200 Slagelse

Tel. 0045 5856 0741

Email: sgl@sygeplejeskolen-slagelse.dk

URL of this page is http://www.skeptron.uu.se/broady/sec//p-glasdam-03-avh-smf.htm
This HTML version created by Donald Broady.
Last updated 23 Nov 2003
Back to SEC home page